U13 på hjemmebane
Så har U13 holdet spillet først kamp på hjemmebane. Vi mødte et stærkt spillende Dragør-mandskab, som fortjent vandt kampen med 6-3.
Selvom om vi inden kampen havde talt om hvor vigtigt det er at være klar fra første fløjt, så var det som om en hel del af drengene ikke rigtigt var vågnet. Dragør kommer foran 1-0 og fik os presset langt tilbage på banen. Alligevel lykkedes det os at få etableret et par rigtig fint gennemspillede angreb. Og på et af disse får vi udlignet til 1-1. Målet var en ren perle, idet bolden bliver ført op gennem venstre side af banen helt ned fra de bageste rækker. Det ender i et bandespil mellem Carlos, Ludvig og Tobias S., hvor sidstnævnte afslutter med et dejligt spark.
Nu troede vi, at vi kunne få vores spil etableret endnu bedre men ak! Igen forfalder vi til at løbe og kigge fodbold, frem for at kæmpe og spille fodbold. Det var som om vi slet ikke formåede at vinde nærkampene og holde fast i bolden, når vi endelig fik den. Dragør sidder på alt initiativ i resten af halvlegen og når vi så tilmed forsømmer at kommunikere klart og effektivt foran vores eget mål - ja så kan det hurtigt gå galt. Det gjorde det også og pludselig var vi bagud 1-4 ved pausen primært på grund af nogle dumme fejl. En fuldt fortjent halvlegsføring til Dragør.
I pausen talte vi primært om hvorledes vi kunne komme tilbage i kampen og prøve at etablere det spil, vi gerne vil mht. at have tålmodighed og udnytte banens bredde fuldt ud. Kodeordene var vilje og fight i alle nærkampe, så troede vi på at vores spil nok skulle komme. Og det må siges til alle drengenes ros, at der efter pausen var en helt anden gejst. 2. halvleg sluttede 2-2 og faktisk havde vi chancer til yderligere et par mål. Først reduceres Carlos til 2-5 på et energisk sologennembrud i venstre side og siden reducerede Tobias Nolfi til 3-6 ved at få bolde prikket det sidste stykke over stregen efter et knaldhårdt langskud fra Carlos.
Dragørs sejr kan der ikke pilles ved. Den blev grundlagt på en 1. halvleg, hvor vi slet, slet ikke var i omdrejninger, lavede kostbare fejl og generelt var alt for pæne i spillet ude på banen. Men vores 2. halvleg er 100% godkendt og det skal vi huske at tage med fra denne kamp. Her viser hele holdet god moral og ved hjælp af en helt anderledes indstilling kommer vi tilbage i kampen og presser tilmed et stærkt modstanderhold i store perioder.
Målscorer: Tobias Storm 1, Nolfi 1 og Carlos 1
Man-of-the-match: Carlos med 7 stemmer
//Lars