Træningslejren vel overstået
For tredje år i træk var herreseniorafdelingens træningslejr henlagt til Ringsted. Atter engang var det Ringsted vandrehjem "Amtstuegården" som spillerne blev indlogeret på.
Efter ankomst til vandrehjemmet blev der budt på dejlig mad hvorefter trænerteamet samlede spillerne til lidt social hygge. Her blev spillernes viden om fodboldspillets regler sat på prøve med først en tips13 omkring fodboldboldreglerne efterfulgt af DBUs officielle dommerprøve. Både tips13 og dommerprøven afslørede med al tydelighed, at ikke alle spillere i Boldklubben FIX er helt klar over hvilke regler de danske dommere dømmer ud fra :-) Resten af aften gik med stille hygge på værelserne eller med, at spille XBOX på det store projektor lærred.
Lørdag morgen (tidlig) var det store morgenbord gjort klar til spillerne. Efter en bid brød samlede 1.holdstruppen sig i vandrehjemmets mødelokale hvor trænerteamet bød på oplæg omkring forandring samt en åben debat omkring holdets udvikling i de første par måneder efter vinterpausen. Flere spillere luftede deres holdninger men overordnet set var stemningen positiv og der var en fælles følelse af, at holdet har rykket sig meget i løbet af de to første måneder med cheftræner, Kim Olsson, i spidsen for holdet.
Dernæst drejede fokus sig hen på eftermiddagens kamp mod lokalheltene fra Ringsted IF. Kampen skulle afvikles på græs i Benløseparken hvilket var første gang i 2009, at FIX spillerne ikke skulle spille på kunstgræs. Følgende hold startede kampen for FIX:
Sune - Niller, Eik, Serkan, Højer - Mike, Lasse, Christian, Julius - Andreas, Jens (bænken: Nick, Anders, Asger, Diggi, Frede)
Den tunge bane satte fra start af sit præg på kampen men generelt gjorde begge hold det godt på trods, at det tunge og ujævne underlag. Efter en lidt rodet start satte FIX sig på kampen og burde ca. midtvejs i halvlegen have bragt sig i front efter Andreas i fri position headede bolden på overliggeren. Mod slutningen af halvlegen overtog Ringsted mere af spillet og var i et par situationer tæt på scoring, dog manglede den sidste skarphed i afslutningerne. Første halvleg sluttede 0-0 og på trods af en sløj afslutning så var det en rigtig god indsats af holdet i de første 45 min.
Anden halvleg blev en mere rolig affære uden de helt store chancer til nogle af holdene. Ringsted var tæt på efter et flot langskud men overliggeren sendte bolden i spil igen. I den anden ende var det lige ved og næsten men den sidste aflevering eller afslutning manglede lige nøjagtig den sidste præcision for, at blive farlig. Det blev dog til en enkelt scoring i kampen, desværre til Ringsted, der med små 10min. tilbage af kampen gjorde det til 1-0. En Ringstedspiller havde held/dygtighed til at afdrible hele fire FIX spillere på kanten af feltet og alene med målmanden spillede han bolden kort til venstre hvor en medspiller sikkert kunne score i det tomme mål. I slutningen af kampen satsede FIX med, at smide EIk frem i angrebet hvilket også skabte en del ravage men desværre ikke resulterede i scoring. Derfor sluttede kampen 1-0 til Ringsted men FIX spillerne kunne bestemt være indsatsen bekendt og med tanke på hvordan holdet de seneste to år har haft alvorlige problemer mod det samme Ringsted hold så var indsatsen godkendt. Særlig vigtigt var det at få græs på støvlerne og så småt få en følelse af hvordan banerne vil være når holdet om kun tre uger starter sæsonen.
Efter 1.seniors kamp var det tid til at se 2.senior i aktion. Her var der dog ikke meget at glæde sig over og en lidt skuffende indsats endte med et nederlag på 2-0.
Herefter var det tid til dejlig aftensmad på vandrehjemmet hvorefter der var handlet ind til en festlig aften. Efter et par øl på vandrehjemmet skulle nattelivet i Ringsted undersøges ved nærmere eftersyn. Vanen tro endte hele flokken af spillere på det lokale Crazy Daisy hvor tredje halvleg som altid før blev vundet i overlegen stil.
Søndag morgen var der morgenmad, oprydning & tømmermænd inden turen gik hjem til København.
Årets træningslejr markerede samtidig, at sæsonen står lige for døren. Allerede om 3 uger, lørdag d.4. april, går det løs i serie1 når 1.senior hjemme i Gadelandet tager imod Føroyar kl.15.00. Holdet har ambitioner om at spille med i toppen af årets serie1 og med mulighed for oprykning allerede til sommer bliver der for alvor kamp om point. 2. & 3.senior starter deres sæson op i midte af april måned.
Tak for rigtig god træningslejr og rigtig god sæson til alle hold i Boldklubben FIX