Menu

U14 havde en fantastisk Vildbjerg Cup

image
05. september 2017 kl. 08:43
Vildbjerg Cup - Sidste kapitel
Lørdag blev den hidtil tørreste dag i vores midtjyske eventyr – det regnede nemlig kun af og til! Solen tittede sågar frem et par gange, men så var det også ved at være tid til en god byge :-) Vi havde endnu en god dag med fin stemning og lidt blandede fodboldresultater. Ind imellem kampene blev det til endnu en masse travetur i mudderet mellem banerne, teltene og hallen, hvor vi spiste, men også til endnu en tur i svømmehallen med sjov og ballade – børnene mod de voksne i slåskamp i det lave bassin!! Sidst på aftenen fik drengene en velfortjent Vildbjerg Cup isvaffel og så det afsluttende festfyrværkeri, der varede et helt kvarter. Sengetiden blev vist ikke helt overholdt, men nu var det jo også lørdag…..eller rettere søndag for fleres vedkommende :-)
 
 
11-mandsholdet:
I 1/8-finalen skulle vi op mod et stærkt spillende Esbjergmandskab. Kampen var meget lige, og der var ikke så mange chancer, men vi havde da et par stykker, som vi godt kunne have scoret på. Det gjorde vi ikke, men til gengæld indkasserede vi endnu engang et lidt ærgerligt mål, hvor Esbjerg scorede direkte på hjørnespark. Derfor tabte vi 1-0 og endte sådan set turneringen med at blive eksperter i at tabe 1-0 :-( Dog var det ikke en ufortjent sejr til Esbjerg, ligesom det heller ikke havde været ufortjent, hvis vi havde vundet. Men hvor vi havde en ærgerlig følelse efter de to 1-0 ufortjente nederlag i gruppespillet, så var følelsen en anden her. Vi kæmpede godt og døde med støvlerne på! Nu kunne vi kanalisere alle vores kræfter over i støtte det det andet Fix-hold!
 
 
8-mandsholdet:
Succeshistorien til dette års Vildbjerg Cup var vores samarbejde med fem gode drenge fra Mariager. Fusionsholdet kom nemlig rigtig godt gennem dagen med først en 1/8-finale om formiddagen, som blev vundet 1-0 på trods af, at Fix-Mariager var presset i bund i store perioder af kampen. Så ventede en kvartfinale sidst på eftermiddagen mod Vikingur fra Færøerne. De havde faktisk slået Husum ud i straffesparks-konkurrence i deres 1/8-finale - det kunne ellers have været sjovt med et Brønshøj-Husum lokalopgør i det midtjyske! I kvartfinalen var Fix-Mariager suveræne og vandt 3-0 på tre flotte mål af Mariagerdrengene. Så var holdet i semifinalen!! Super godt gået! Nils-Ole, der var assistenttræner på dette hold (Mariagers træner var chefcoach) mente, at han skulle tilskrives en stor del af æren for det flotte resultat – vi andre trænere mente nu, at han var bedst til at hente kaffe :-) :-) I øvrigt skulle jeg hilse fra Nils Ole og sige, at han gik mere end 21.000 skridt både fredag og lørdag, så vi fik i sandhed vadet meget frem og tilbage mellem banerne.
Inden 10 af drengene tog med toget hjem her til formiddag nåede vi at støtte vores succéshold, der skulle spille semifinale allerede 8.35 på en af de fjernest beliggende baner. Endnu engang skulle de op mod et hold fra Færøerne, nemlig Argja Bóltfelag. Det blev en lige kamp uden de helt åbne chancer, færingerne havde dog et skud på stolpen, men umiddelbart herefter kørte Fix-Mariager et god kontra igennem som endte med et velplaceret skud fra Mariagerskarpskytten Thomas til 1-0. (Det var i øvrigt Thomas´ 10. mål i turneringen, og Mariagers træner Mark havde lovet, at hvis Thomas scorede 10 mål ville han frivilligt springe i søen - det gjorde han så til stor jubel fra drengene). Nå, men 1-0 stillingen blev forsvaret med næb og klør til slutfløjtet, og dermed var finalepladsen sikret!! Virkelig godt gået!! Desværre måtte de 10 drenge, der skulle med toget, dog forlade banerne for at gå hjem og pakke sammen og tage af sted mod stationen. Finalen er i skrivende stund netop blevet færdigspillet mod VIK fra Norge, og ifølge SMS-korrespondancen blev modstanden for hård, og finalen blev desværre tabt 4-0. Men en samlet 2.plads ud af i alt 30 hold i 8-mandsturneringen er bestemt rigtig, rigtig sejt gået.
Alt i alt har vi haft en rigtig god og hyggelig tur med de 19 drenge! Succeshistorien har været 8-mandssamarbejdet med Mariager med sølvmedaljer til følge. 11-mandsholdets præstationer har resultatmæssigt været lidt skuffende, men rent spillemæssigt har det været mere end godkendt i betragtning af, at vi ikke har spillet 11-mandskampe før. 
 
 
Mange hilsner fra træner/leder-gruppen
Mads, Per, Nils Ole, Andreas og Anders
 
 
Luk