Menu

U13 fik flot placering til FB-CUP

image
23. august 2016 kl. 21:37
Trods mælkesyreoversvømmelse lander FIX en flot 3.plads

 

 

Frederiksberg. Én tabt, én uafgjort og to sejre betød en semifinale, hvor mælkesyren skvulplede rundt i kroppen – og et alt for stort nederlag. Men så ventede manddomsprøven i kampen om tredjepladsen!

FB-Cup 2016 - holdopstilling: Nicolai Jackson, Anton Jeppesen Møenshaug, Jarl La Cour Nilsson, Silas Bergholdt Sederberg, Samir Ikar, Johan Lyngfeldt, Laurids Vesterager Martinus, Elias Lintrup Alkendi, Kyle Justine Abracia Tan og Tobias Berger. Træner: Per Jeppesen, Mats Berger (og Claus Vesterager Martinus).

Når det gør ondt, og der er mælkesyre i hele kroppen, skal man kunne tænke de rigtige tanker. Tænke, at der er ting, der er værre end det her. Sådan så flertallet af den U13-trup, der stillede op til årets udgave af FB-Cup’en ud, da de noget mistrøstige luntede ind på banen til den absolut sidste kamp på otte timers lang kampdag.

Turneringen var for FIX’s vedkommende ellers startet som den plejer: Med et knebent 1-2-nederlag til B1903.

- Det blev en kamp, hvor vi spillede rigtigt pænt i første halvleg. Men også en kamp, hvor mange af FIX-spillerne ikke så ud som om de var stået ud af sengen endnu. Så forsvaret var lidt for rodet og lidt for ukoncentreret, mente Per Jeppesen, der måtte se sine spillere gå fra banen med et 1-2-nederlag i baggagen.

Oven i købet var FIX-målet et selvmål, der opstod efter et febrilsk FIX-pres på 03-ernes mål: Laurids Vesterager Martinus lægger et fladt og hårdt(!) indlæg ind mellem venner og fjender, hvor en B1903 angriber sætter en ren inderside på bolden, der stryger direkte ind i netmaskerne.

Grunden lægges
De næste to kampe – begge mod FB-hold – lagde grunden til vejen mod semifinalen skulle det vise sig. Modstanden i de to kampe, var ikke værd at skrive mange linjer om. Bortset fra, at især Kyle Justine Abracia Tan kunne læge grunden til titlen som topscorer for holdet, der vandt med med henholdsvis 6-0 og 3-0. Kyle stod for mindst seks af disse scoringer!

Den sidste pulje kamp – som var afgørende for semifinalepladsen - stod mod B93, som heller ikke havde levet helt op til forventningerne.

- Det blev en lidt for spændende kamp, hvor vi igen måtte kæmpe alt, hvad vi havde lært inden vi fik vendt 0-2 til 2-2, siger Per Jeppesen og fortsætter:
- Men det uafgjorte resultat betød, at vi pludselig af á point med B93 i kampen om anden pladsen i puljen. Og da vores målscore (målforskel) var markant bedre, endte vi i semifinalen.

Semifinale badet i mælkesyre
I semifinalen tvang konfirmation FIX til en udskiftning på trænerbænken, hvorfor Mats Berger (der havde været til stævne i Tårnby) tog over. Og dét var ikke problemfrit. For de fire hårde puljekampe havde sat sine spor. Alle var trætte, flere kunne slet ikke løbe igennem og Nicolai Jackson sad ude med en skade. Med en Samir Ikar, der blev mast i sandwich i kampens start stod det klart, at det ikke var muligt at foretage nogen udskiftninger i semifinalen.

Resultatet blev derefter: Kyle Justine Abracia Tan og Laurids Vesterager Martinus kæmpede en brav – men umulig – kamp på toppen. Resten af FIX-holdet holdt sig nede i forsvaret, hvor de kiggede fodbold, mens et veloplagt Solrød FC hold spillede sig til en samlet 7-1-sejr over et nedtrykt og meeeget træt FIX-mandskab.

- Der var ikke meget at stille op i semifinalen. Det var et bedre hold (måske med lidt for mange A-spillere til en B/C-turnering), der på dagen også var i bedre form, konstaterede Mats Berger.

Orker vi finalekamp om 3.pladsen?
Efter afklapsningen i semifinalen steg skadeslisten, så en kamp om tredjepladsen eventuelt måtte spilles med blot seks markspillere. Trænerstaben overvejede at trække sig uden kamp. Men alligevel luntede FIX-spillerne ud til den sidste kamp, hvor de halvhjertet så til, mens modstander holdet fra Jægersborg BK hurtig spillede sig på 2-0, hvilket bragte FIX spillerne helt ned i kulkælderen.

Lyset for enden af tunnelen
Nogle gange skal der lidt held og troen på det umulige til for at skabe en succes. For pludselig mens alle andre hang med mulen, endte et langt udspark fra Johan Lyngfeldt i FIX-målet på FIX-fødder, der hurtigt fik skubbet bolden videre ud til Elias Lintrup Alkendi på fløjen, der fandt en helt fri Laurids Vesterager Martinus inde foran mål. Han tog bolden til sig, tog et enkelt træk frem mod Jægersborg-målet inden han med et koldt venstreben reducerede til 1-2!

Det fik sat gang i Kyle Justine Abracia Tan, der med et sandt arbejdsraseri var der og alle vegne. Han skabte chance på chance som en regulær en-mands-hær. Og da resten af holdet efter scoringen også løftede sig, lå udligningen ligesom i luften.

Og den kom! På den mest spektakulære facon: I et af sine raids blev Kyle fældet ca. 20 meter fra Jægersborg-målet. Med angriberens selvsikre attitude tog han bolden, lagde den til rette, trak sig en tre-fire meter bag ud. Tog tilløb til et hårdt, præcist skud, der sejlede hen over muren, ramte undersiden af overlæggeren og hoppede via målmandens ryg ind til 2-2.

De sidste minutter var en kamp på randen af udmattelse. Dog fik Kyle endnu en chance på frispark: Han satte den samme sted. Men dommeren annullerede fordi han endnu ikke havde fløjtet. På det rigtige frispark, røg bolden lige over.

Straffespark mellem succes og nederlag
2-2-resultatet betød, at kampen måtte afgøres ved en straffesparkskonkurrence. Tre spark hver – og derefter ét spark indtil en afgørelse var nået. Trætte og udmattede takkede flere FIX-spillere nej tak. Men Tobias Berger, Kyle Justine Abracia Tan og Anton Jeppesen Møenshaug påtog sig at sparke, mens Laurids Vesterager Martinus holdt sig parat til et eventuelt fjerde spark.

Fjerde sparket blev der ikke behov for, da Jægersborg brændte sit tredje spark. Kampen endte totalt 5-4 i FIX’s favør.

- Man kan ikke undgå at være stolt over drengenes indsats. Og det var fuldt fortjent, at de endte med at komme på podiet for at få overrakt bronze-medaljer og pokal, fastslog Mats Berger efter kampen.

En flok trætte - men uhyre stolte spillere efter seks kampe i FB-Cup 2016

Man of the Match?
Efter at have holdt fokus i mere end otte timer og spillet seks opslidende kampe kunne FIX-holdet endelig hoppe op på podiet og modtage medaljer og pokal som bevis på deres tredjeplads.

I denne sæson har det været kutyme, at spillerne og trænerne i fællesskab udpeger den eller de spillere, der spillede bedst og som kunne gøre sig fortjent til titlen ’Man of the Match’.

Men den resterende del af træner-teamet – Mats Berger og undertegnede – kunne se spillerne forsvinde hurtigere end hurtigt fra FB-banerne på vej hjem til stærkt forsinkede aftenmåltider. Og hvordan skulle man egentlig kunne vælge en enkelt spiller efter en hel dags kampe. Prøv selv:

Nicolai Jackson: Farlig som altid. Hurtig omgang med bold, gode afleveringer. Og også en scoring.
Anton Jeppesen Møenshaug: Supersolidt spil i forsvaret. Der var lukket af. Mesterligt spil og sikkert opspil til kammeraterne. Spillede alle kampe. Og så scorede han sikkert i straffesparkskonkurrence.
Jarl La Cour Nilsson: Super-spil. Mest i forsvaret. Fik stoppet de fleste angreb. Afdriblede modstandere og løb solen sort.
Silas Bergholdt Sederberg: Kæmpede forbilledligt – altid farlig på midtbanen, hvor modstanderne blev sat af. Godt gen-pres, når bolden blev mistet.
Samir Ikar: Kæmpende til det sidste. Aldrig bange for en tackling. Fik også en scoring på listen.
Johan Lyngfeldt: Sikkert målmandsspil. Fænomenal dobbelt-redning i finalekampen om tredjepladsen.
Laurids Vesterager Martinus: Havde det svært mod velvoksne modstandere. Men kæmpede til sidste blodsdråbe. Havde farlige afslutninger og scorede to mål. Det ene det vigtige reduceringsmål i kampen om tredjepladsen
Elias Lintrup Alkendi: Arbejdede fantastisk hele kampen. Pressede godt på midtbanen og havde flere målgivende indlæg.
Kyle Justine Abracia Tan: Fantastisk indsats. Topscorer med ni scoringer! Nogle mere spektakulærer end andre. Sandt arbejdsraseri i finalekampen. Scorede dagens flotteste mål direkte på frispark og tog sig også med succes af et straffespark.
Tobias Berger: Arbejdede godt på fløjen under svære vilkår med store modstandere. Fik etableret en god sammenhæng på midtbanen og scorede næsten direkte på frispark, da en modstander fik headet hans spark direkte i mål. Scorede også på straffespark i den afsluttende straffesparkskonkurrence.


Så dagens ’Man of the Match’? Det må vist været Holdet…

Luk