Menu

U12 vinder Haderslev Cup

image
07. juni 2022 kl. 13:53
Holdet gik ubesejret igennem Pinse-turneringen... Læs mere her.
24 U12-drenge fra Fix og deres trænere tog fredag aften til Haderslev, hvor de skulle deltage med 2 hold i weekendens Haderslev Cup. Udover Fix var der hold fra hele Danmark, Tyskland og Holland i cuppen. I alt deltog 32 hold, 10 klubber havde ligesom Fix 2 hold med hver. Fix endte sammenlagt som det bedste hold i U12-rækken på baggrund af de flotte indsatser fra begge Fix-hold i løbet af weekenden.
Vores U12-hold var tilmeldt med Fix1 og Fix2, og det startede godt for begge hold, der trak sejre hjem i den første kamp lørdag efter frokost, Fix2 mødte et tysk hold SSV Grossensee og vandt 3-0, mens Fix1 tog en endnu større sejr på 6-0 hjem over et andet tysk hold JFV Ashausen/Scharmbeck-Pattensen. Der blev spillet kampe af 30 minutters varighed på baner af lidt forskellig kvalitet og både græs og kunst. Kamp nummer 2 lørdag tabte Fix2 0-3 til Humlebæk Boldklub2, mens Fix1 vandt 4-1 over Humlebæk Boldklub1. Lørdagens tredje og sidste kamp var for Fix2 mod Marienlyst2 - en klub, vi har erfaring for er rigtig gode - det blev til en flot 1-0 sejr. Også Fix1 mødte Marienlyst i lørdagens sidste kamp, det blev en spændende kamp, der også endte med en Fix sejr på flotte 3-2.
På stævnets 2.dag søndag var der høj sol fra morgenstunden, og det blev en varm og rigtig god dag på banerne.
Holdene skulle først spille ved 14-tiden, så der var god tid til at få pakket sammen og slappet af med 'Sommeren 92' før turen gik til banerne ved Haderslev Idrætscenter, hvor Sønderjyske i øvrigt har hjemmebane.
Begge Fix-hold var i kvartfinalen, og her mødte Fix2, Marienlyst1, som Fix1 havde vundet over dagen før. Det blev en hård kamp for Fix2, der forsøgte at spille som mod Marienlyst2 dagen før, men måtte se sig besejret 0-4. Fix1 fortsatte ufortrødent den gode sejrstime og mødte SSV Grossensee i en intens kamp, hvor der bl.a. blev uddelt et rødt kort til Fix. Fix1 vandt dog kampen i flot stil med 4-0. Dermed var Fix1 videre i semifinalen. Søndagens 2.kamp for Fix2 var mod tyske JFV Ashausen-Scharmbeck/Pattensen, og den kamp tabte Fix 0-2. Kort efter gjaldt det semifinalen for Fix1, der mødte AB1 fra Gladsaxe og vandt en flot 1-0 sejr og dermed var videre i finalen. Fix2 spillede turneringens sidste kamp mod Ledøje-Smørum Fodbold1 og tabte 1-3. Men det forhindrede ikke spillerne på Fix2 i med stor gejst og energi at heppe på Fix1, der i finalen mødte fynske Næsby Boldklub. Det var en meget jævnbyrdig og nervepirrende spændende kamp, som Fix endte med at vinde 1-0 - og så var jublen total, og det blev hujet og sunget og danset rundt, da alle 24 Fix-drenge tog del i jublen over den flotte Fix1 sejr. Den flotte sejr og de to holds samlede placering i toppen af U12-rækken er resultatet af den samlede gruppes indsats til træning både i tiden op til og under selve Haderslev Cup. Lidt senere var der pokaloverrækkelse med rød løber, hyldest og 'we are the champions' - da Fix fik U12 pokalen overrakt - mens også 2., 3. og 4. pladsen  i rækken (Næsby, Vanløse IF og AB) blev hyldet. 
Luk