Efterår i jubilæets tegn

Kære medlemmer, frivillige og forældre
Velkommen til efterårssæsonen i FIX, som i år vil have særlig fokus på klubbens 100års jubilæum. Allerede i dag, søndag d.11. august har U15 tyvstartet, med et stort stævne i Pilesvinget og fra i morgen, mandag, åbner vi igen for træning og kamp på klubbens anlæg. Alle afdelinger/årgange har modtaget information om baneplan/materialer, men her følger også lidt information omkring de jubilæumsaktiviteter i kan se frem til i løbet af efteråret.
Boldklubben FIX fylder 100år, fredag d.20. September. Samme dato inviteres til åbent hus i klubben, hvor medlemmer, naboer, samarbejdspartnere og lokale klubber er velkomne. Vi forventer at sende invitationen ud i løbet af august måned. I den samme weekend, lørdag d.21. samt søndag d.22. september, har klubben fokus på ungdomsafdelingen. Der afvikles en lang række stævner/kampe i Pilesvinget og ungdomsafdelingen planlægger desuden en række festlige aktiviteter i den forbindelse.
Lørdag d.9. november er der jubilæumsfest for klubbens voksne medlemmer. Invitationerne til den store fest er ligeledes på trapperne, og man kan i den grad se frem til en fantastisk fest.
Jubilæet markeres herudover også i et jubilæumsskrift, som udkommer i efteråret. Her kan der læses historier fra markante klubprofiler igennem årene, som på hver deres måde sætter ord på deres oplevelser i og omkring Boldklubben FIX. Jubilæumsskriftet bliver ligeledes tingængeligt på klubbens hjemmeside og flere historier vil kunne læses på klubbens sociale medieprofiler.
Jubilæet fremhæves også visuelt, på de flotte bannere der pryder klubhuset, samt en række merchandise, som i efteråret kan købes i Tutten.
Sæt X i kalenderen og rigtig godt efterår i FIX!
Sune Blom, bestyrelsesformand.