Menu

U14-truppen på Træninglejr

image
29. oktober 2020 kl. 19:03
41 af klubbens U14 drenge samt hele trænerteamet var d. 23 - 25 okt. på træningslejr på Nykøbing Falster.

Trænerteamet fortæller om U14-truppens træningslejr:

 

I forbindelse med at U13 og U14 for nyligt er blevet lagt sammen til en årgang besluttede vi trænere at tage alle drengene med på en træningslejr. Dette naturligvis godkendt af både FIX og DBU, hvor alle var testet i dagene inden og hvor alle retningslinjer blev fulgt til punkt og prikke. Dermed kunne alle koncentrere sig om at få en både hyggelig, men absolut også lærerig weekend fra fredag aften til søndag eftermiddag hvor alle trætte og opløftede kørte hjemad igen.

Om lørdagen gik tiden med 2 træningspas efterfulgt af en tur i svømmehallen, som vi i øvrigt havde helt for os selv, for så om aftenen af hygge os med forskellige konkurrencer.

Alle trænere havde forberedt forskellige temaer som de kunne gå i dybden med, f.eks. forskellige standardsituationer og opspilsøvelser. Sidstnævnte gav særligt mening for de for de yngste drenge, der havde knap så meget erfaring med at spille 11 mands bold. Alt sammen viste sig at være vigtigt i forhold til søndagens træningskampe, som der var hele 3 af om søndagen. Her var det meget opløftende at opleve hvordan drengene havde taget lørdagens øvelser og temaer til sig under alle kampene og fulgte de aftaler der var indgået. Så nå ja, vi tabte måske nok kampene, men det var langt fra vigtigt i forhold til det samlede indtryk som weekenden efterlod hos os alle. Det var mere følelsen af at man sagtens både kan træne hårdt og have det sjovt samtidig.

-Og det gør ikke så meget at man taber en kamp, når man har gjort sit bedste og lært en masse, som man kan bruge fremadrettet.

-Og så kan man heldigvis også godt både have en corona krise og samtidig tage på træningslejr - når bare man har forberedt sig godt og har styr på reglerne.

Tusind tak til alle de hårdarbejdende drenge, fordi de var så gode ved hinanden og gik så seriøst ind i både træningerne og det sociale. Og tusind tak til forældrene for at have tillid til os trænere i denne tid. Også tusind tak til klubben for opbakning og økonomisk støtte. 

 

Vi glæder os allerede til næste træningslejr med U14.

Hilsen trænerne.

 

Lidt om det praktiske:

Vi boede på Nykøbing Falster Vandrehjem på 4 mands værelser. Drengene boede på værelse med nogen de i forvejen går i klasse med.

Boldbanerne lå lige ved siden af og det samme var tilfældet med svømmehallen. Så vi havde ingen transport efter vi var ankommet, hvilket var helt optimalt.

Maden var udemærket og ejeren var meget hjælpsom. Et ideelt sted til formålet som klart kan anbefales

Luk