Menu

Der er lys forude

image
15. januar 2021 kl. 14:57
Covid udsætter vinteropstarten, men der er heldigvis lys forude... Læs mere her!

Kære medlemmer

I denne tid ville de fleste hold almindeligvis starte op på deres forberedelser til forårets fodboldsæson. Med myndighedernes forlængelse af de nuværende restriktioner er fodboldtræning, som vi kender den, foreløbigt udskudt frem til d. 7. februar. Det er naturligvis til stor frustration for alle os der savner fodbolden og de betydningsfulde, sociale relationer. Samtidig anerkender vi naturligvis de alvorlige omstændigheder, og har forståelse for nødvendigheden. Heldigvis er opfindsomheden stor hos klubbens mange frivillige trænere, og jeg kan konstatere at både herre- & damesenior starter på løbetræning i mindre grupper fra næste uge. I Gamle-afdelingen har de været gode til at mødes om en gåtur i mosen, og hos mange af klubbens ungdomshold kan jeg se, at der bliver hjemmetrænet på baggrund af aftaler og træningsprogrammer fra deres respektive trænere. 

I klubbens bestyrelse har vi heller ikke lukket ned. Der har været stor aktivitet i klubben siden december med henblik på at opgradere vores faciliteter. I kan allerede nu glæde jer til at vende tilbage til et klubhus med flere muligheder for sociale aktiviteter og omklædningsfaciliteter med plads til flere og med et nyt visuelt udtryk, som forstærker klubånden. 

Én ulykke kommer dog sjældent alene, og på det værst tænkelige tidspunkt har klubben været ramt af en fejl i kontingentopkrævning. Denne fejl har betydet, at kontingent for første kvartal af 2021 ikke er blevet opkrævet, og samtidig er automatisk kortbetaling blevet nulstillet. Det har i praksis betydet, at cirka 650 medlemmer på ny skulle registrere deres kortoplysninger samt betale kontingent. Midt i de nuværende udfordringer med corona, kunne timingen ikke være dårligere. Heldigvis har der været stor opbakning, og vi mangler aktuelt 220 medlemsbetalinger. Vi håber på at få de sidste med inden for de kommende uger (læs mere om kontingentfejlen her).

Heldigvis er der lys i mørket. Ekspertgruppen som i øjeblikket rådgiver myndighederne om næste fase af genåbningen, har sat udendørsidræt som noget af det første, der skal genåbne. På den baggrund, og med et håb om nedgang i smittespredningen, ser vi lyst på muligheden for at vende tilbage på fodboldbanerne i februar måned. 

Jeg ønsker jer alle sammen et rigtig godt nytår, og glæder mig til, at vi ses igen! 

De bedste FIX hilsner, 

Sune Blom, Bestyrelsesformand  

Luk